Start med målet

2010-09-29

"Hvad vil du opnå?"

I mange virksomhed besvarer man det spørgsmål med:

  • Vi vil sælge 10 % mere end sidste år
  • Vi vil vækste med 3 % om året de næste 10 år
  • Vi vil skære 10 % af omkostningerne


Svarene virker tilforladelige. Men det er dårlige svar, hvis du ønsker at skabe rigtigt store resultater i din virksomhed. Målsætninger om hele tiden at gøre det en lille smule bedre, er simpelt hen for uambitiøse, og uambitiøse slags målsætninger er ikke med til at skabe de resultathelte, som vi elsker her hos Qeep.
Hvad er problemet?
Problemet er, at en virksomheds målsætning ikke skal tage udgangspunkt i sidste år. Målsætningen skal ikke være en fremskrivning af sidste års budget - tilrettet med lidt større omsætning og lidt færre omkostninger. Det skaber ingen gennembrud.
Realiteten er, at den type mål blot fører til strategier, som lægges i skuffen. Hvis man "kun" skal øge salget med de sædvanlige 10 %, gør man jo bare lidt mere af det, man altid har gjort.
Vi anbefaler det, vi kalder eksekverbar strategi.
Sådan en starter med en længere proces, hvor man sætter et ambitiøst mål. Vi har lige arbejdet med salgsafdelingen hos en kunde, som i dag omsætter for 3,5 mia. kroner. Efter en længere proces med ledelsen, endte vi på et mål om, at virksomheden inden tre år skal omsætte for 4,5 mia. kroner.
Herefter spurgte vi medarbejderne - vel at mærke efter, at vi fortalte ledelsen, at de ikke måtte sige noget. Igen gennemgik vi en længere proces, hvor medarbejderne satte målet: 5 mia. kroner inden tre år.
Sådan et mål er et godt udgangspunkt for en eksekverbar strategi. Så ambitiøst et mål nås ikke ved at man gør lidt mere af det, man altid har gjort. Det kræver, at man tænker sig om, gør tingene på en mere hensigtsmæssig måde.
Derfor er en proces, hvor man sætter et ambitiøst mål det første led i arbejdet med at udarbejde en eksekverbar strategi, som skaber store resultater.