Qeep klar til stærk vækst i 2010

2010-03-16

Qeep forventer millionoverskud og fordobling af antallet af konsulenter i 2010. Lasse Kjær Hansen er tilbage som igangsætter og motor i den nye ejerkonstellation. Dermed har konsulentvirksomheden med succes gennemført det planlagte turn-around i 2009.

2010 bliver et vækstår for Qeep, der nu er klar til at kapitalisere på det turn-aorund, som virksomheden var igennem i 2009. Allerede fra årets begyndelse står det klart, at der inden sommer skal ansættes nye associerede konsulenter, og forventningen er, at der ved årets udgang er sket en fordobling af antallet af danske konsulenter.

”At vende virksomheden krævede, at vi ændrede på ejerkreds samt sammensætningen af ledelse og medarbejderstab. Det har været en hård proces, men nu er Qeep på rette kurs med en række gode projekter i ordrebogen og sorte tal på bundlinjen. Vi er derfor igen klar til vækst,” siger Lasse Kjær Hansen, Partner i Qeep A/S.

Efter en kort pause er Lasse Kjær Hansen tilbage i Qeep, der samtidig er blevet knyttet tættere til moderselskabet i Sverige. Det betyder blandt andet, at fremtidige konsulenter vil blive ført igennem en utraditionel rekrutteringsproces med boot camp under mottoet ”Tør du blive Qeep-konsulent?”

”Som virksomhed kan du ikke spare dig ud af denne krise. I 2009 har alle sparet alt, hvad de kunne. Men i år har piben fået en anden lyd. Nu handler det om at udvikle såvel sin organisation som sine medarbejdere, og det giver en naturlig øget efterspørgsel på vores ydelser inden for performance management. Derfor er vi også på udkig efter nye konsulenter,” siger Lasse Kjær Hansen.

Hvad kommende konsulenter præcis vil skulle igennem på en boot camp, vil Lasse Kjær Hansen ikke løfte sløret for, men de er dog garanteret at stifte bekendtskab med Qeeps tre kerneværdier: Ambition, mod og udholdenhed.

For yderligere information
•    Kontakt Lasse Kjær Hansen, partner i Qeep A/S på mobil 24 88 11 20
•    Besøg også: www.qeep.as


Om Qeep
Qeep er en forkortelse af det latinske Qui eventus est possibilis, som betyder: ”Hvilke resultater er mulige?” Det er det spørgsmål, som dygtige ledere over hele verden stiller sig selv. Qeep blev stiftet i 1998 af Johnny Dahlberg og Anders Holm efter at have forsket i mere end 10 år. Qeeps speciale er at skabe ekstraordinære resultater i vores kunders virksomheder. Det gør vi ved at udfordre, inspirere og integrere. Vi udfordrer virksomhedsledere til at se ud over deres grænser og sætte mål, de ikke før havde turdet overveje. Og så hjælper vi dem med at nå dem. Qeep får ledere til at inspirere, medarbejdere til at vokse og organisationer til at udvikle sig. Qeep Group er etableret i Sverige, Norge, Danmark, Ungarn og arbejder med kunder i hele Europa.